Simon Kammer

Nyheder21. aug. 2026

Brøndby-bosser hylder invitation til international turnering

adammossin
Adam Emil Mossin21. aug. 2026
Annonce

Brøndby IF skal for første gang deltage i Premier League International Cup.

Torsdag meldte Brøndby IF ud på deres hjemmeside, at klubben skal deltage i Premier League International Cup for første gang denne sæson.

En turnering, der rummer de seksten bedste Premier League 2 hold - og så seksten andre inviterede europæiske klubber. FC Nordsjælland og Brøndby IF er i år inviteret fra Danmark.

I gruppen er Brøndby sat sammen med Dortmund, Sporting CP, Real Sociedad, Aston Villa, Fulham, Leicester City og Nottingham Forest. Brøndby skal dog kun møde de engelske modstandere. De to bedste i gruppen går videre til en knockout-fase.

Der kan være to spillere over 21 år med, men holdet er tiltænkt som værende U/19-spillere og transitionsspillere.

Cheftræner Thomas Nørgaard er begejstret for, at man er inviteret, fortalte han til 3point og den fremmødte presse til mixed zone.

- Det skulle gerne give os en ‘next level’-sparring. Da jeg fik det forelagt, var det noget jeg tog kærkomment i mod - det skal vi finde plads til og prioritere os ud af.

- Så er der jo bare noget med at sende nogen afsted i to overnatninger med fuld stab. Så giver vi vores U/19 og nogle af vores yngste i førsteholdstruppen muligheden for at komme på nogle ture, hvor de er de primære.

Nørgaard påpeger også, at det er en mulighed for spillerne at møde en anden type modstand end de plejer. Det står i kontrast til Future Cup og de træningskampe, man selv kan planlægge.

Julius Ohnesorge sætter på Brøndbys hjemmeside også ord på turneringens betydning.

- En turnering som Premier League International Cup er en stærk mulighed for at give vores unge spillere og vores transitionsspillere kvalificeret spilletid og værdifuld sparring på internationalt niveau. Vi får en flok kampe, som giver både vores spillere og vores trænere mulighed for at få værdifuld erfaring i en anden kontekst end den, de er vant til, mens de samtidig kan måle sig med stærke internationale akademier. Det er på alle måder en god mulighed for en klub som vores.

Akademidirektør Bjørn Holm bakker også op.

- Vi har et strategisk mål om at styrke mulighederne i overgangen fra vores ungdomshold til førsteholdet, og derfor er deltagelsen i Premier League International Cup rigtig interessant for os. Det giver vores unge spillere mulighed for at få flere kampe på et højt niveau, og det skal hjælpe dem tage næste skridt i deres udvikling. Det glæder vi os meget over, fortæller akademidirektøren.

Det er Viktor Kynde og Jesper Christiansen, der skal styre holdets fire kampe i det engelske. Den første kamp er mod Aston Villa om tolv dage, 2. september, men det eksakte kamptidspunkt er ikke fastlagt.


Annonce
Annonce