
Anders B. Jakobsen ©
Binks om Morten Krogh: Forhåbentlig har han gjort sit hjemmearbejde

Den meget udskældte dommer Morten Krogh er blevet tildelt premierekampen mellem AGF og Brøndby. Netop det forholdt Luis Binks sig til foran 3point og den fremmødte presse.
Morten Krogh har mildest talt en uheldig statistik, når han dømmer Brøndbys kampe. Det er nemlig ikke blevet til en eneste sejr med Morten Krogh ved roret for de blå/gule.
Samtidig er der gennem årene faldet en række tvivlsomme kendelser. Særligt den famøse derbykamp tilbage i maj måned, hvor der blev spillet om en europæisk billet, står tydeligt frem. Her blev Morten Krogh af mange Brøndby-tilhængere endnu en gang kritiseret for at dømme flere tvivlsomme kendelser imod Brøndby uden et tilstrækkeligt grundlag for sine afgørelser.
Nu har dommerudvalget så besluttet, at Morten Krogh skal dømme endnu en Brøndby-kamp. Denne gang er det premierekampen mod AGF. Endnu et rivalopgør. Et modigt og spændende valg af udvalget. Noget, som fik 3point til at spørge Luis Binks om hans holdning til netop det.
Her var Binks meget klar i mælet og ønskede ikke at gå for meget ind i snakken om dommeren, men havde i stedet en klar opfordring og et tydeligt standpunkt til Morten Krogh og dommerteamet. Både forud for kampen mod AGF, men også forud for hele den kommende sæson:
- Jeg vil ikke snakke for meget om dommeren. Det giver en problemer i den her liga.
- Det er en ny sæson nu. Så forhåbentligt dommeren er fit, gjort sit hjemmearbejde, og så vil vi gøre vores.
- Jeg er sikker på, at dommerne vil blive bedre dette år.
Om der bliver flere tvivlsomme kendelser eller nye debatter mellem Morten Krogh og Brøndby, kan du se lørdag kl. 18, når Superligaen begynder for Brøndbys vedkommende, og holdet drager til Aarhus for at møde AGF.