
Anders B. Jakobsen ©
Rekrutteringschefen i Brøndby IF fortæller, at Brøndby var i dialog med norsk VM-helt denne sommer.
Brøndby kan være nødsaget til at finde en ny førstekeeper denne sommer.
Østrigske Patrick Pentz har været meldt på vej væk, og i dét tilfælde, skal Brøndby på markedet.
Norske NRK har foretaget et interview med Thomas Berntsen, der er ny rekrutteringschef i Brøndby IF.
Her fortæller han, at Brøndby var på jagt efter målmanden Ørjan Nyland, hvis Patrick Pentz denne sommer skifter.
- Vi havde vores målmand, Patrick Pentz, med til VM. Det er muligt, at han bliver solgt til sommer, og en af de mulige erstatninger var Ørjan Nyland.
- Vi havde en del dialog med hans bagland, og det var en meget behagelig dialog. Men jeg tror, det bliver ret svært at få ham til Brøndby nu.
Ørjan Nyland var nemlig del af det Norge-hold, der ved dette års VM har imponeret stort. Nyland selv stod bl.a. også en pragtkamp, da Norge slog Brasilien ud af turneringen.
Derfor tror Berntsen på, at han er for svær at hente til klubben.
- Han kan sikkert vælge og vrage fra næsten den øverste hylde. Jeg gætter faktisk på, at det kunne være Premier League, han ender i, siger Brøndbys rekrutteringschef, Thomas Berntsen.
35-årige Ørjan Nyland er ellers klubløs og ville af den årsag ikke kræve en transfersum, hvis en aftale kunne indgås mellem spilleren og Brøndby.
Nyland forlod Sevilla denne sommer og har også tidligere spillet for Aston Villa, Molde og RB Leipzig. Derudover er han rutineret på det norske landshold med 76 kampe.
