Nanna Møller Karlsen ©

analyse18. jul. 2026

Analyse: Svarene lå både inden for og uden for kridtstregerne

Kasper Pedersbæk18. jul. 2026
Annonce

Resultaterne mod Nykøbing FC og Hibernian bliver hurtigt glemt. Til gengæld gav kampene et klart indblik i, hvem der er på vej ind i Thomas Nørgaards projekt - og hvem der ser ud til at være på vej ud.

Der er sjældent meget at hente i selve resultaterne fra en træningskamp. De lever deres eget liv, præget af tunge opstartsben, udskiftninger og eksperimenter.

Men sådan var det ikke helt i den forgangne uge.

For mens Brøndby først spillede 2-2 mod Nykøbing FC og siden tabte 2-1 på udebane til skotske Hibernian, tegnede der sig et stadig tydeligere billede af den trup, Thomas Nørgaard er ved at forme frem mod Superliga-premieren.

Kampen mod Nykøbing havde en glasklar præmis. Det var reservernes kamp. Nogle fik en sidste mulighed for at overbevise, andre skulle blot have minutter i benene, mens en tredje gruppe allerede de facto var spillere, klubben er ved at finde en anden løsning til.

Fire dage senere var signalet det stik modsatte. I Edinburgh blev der sendt et hold på banen, som på mange pladser lignede det, Nørgaard ser som sit stærkeste kort her og nu. De to kampe skal derfor ikke læses hver for sig. Sammen fortæller de historien om en trup, hvor konturerne af en start 11er er ved at falde på plads.

Vinderne

Der var flere spillere, som brugte ugen til at rykke tættere på eller omkring startopstillingen.

Filip Bundgaard er det mest oplagte eksempel. Efter en udmærket præstation mod Nykøbing fulgte han op med et indhop mod Hibernian, hvor han var blandt de få, der formåede at tilføre fart og energi til et ellers tamt offensivt udtryk i første halvleg.

Marcus Younis befinder sig et lignende sted. Inden sommerens opstart var det svært at se en vej til spilletid for australieren efter lejeopholdet i hjemlandet. Den vurdering er blevet udfordret. Han har ikke ændret sit største våben - farten - men han har i højere grad fået sat sine kvaliteter i spil og grebet de muligheder, han er blevet givet. Om det siger mest om Younis eller konkurrencen på positionen, kan diskuteres, men hans aktier er steget markant.

Det samme gælder Ousmane Sow. Foråret efterlod markant flere spørgsmål end svar, men opstarten har budt på en spiller med mere mod og tro på egne aktioner. Han er stadig ujævn og træerne vokser ikke ind i himlen hvad angår den samlede vurdering af transferen, men han er igen blevet en reel del af konkurrencen om venstre wing.

Marko Divkovic er måske den mindst iøjnefaldende historie, men samtidig en af de mest interessante. To starter som højre back på en uge er næppe tilfældige. Det fortæller, at trænerstaben ser kroaten som en seriøs løsning på en position, der stadig er under afklaring til fremtiden med Villadsen fravalgt mod Hibernean.

Hierarkiet er ved at blive fastlagt

Den anden side af medaljen er de spillere, der næsten lige så tydeligt har fået et vink om, at fremtiden kan ligge et andet sted.

Det står bøjet i neon omkring Rasmus Lauritsen, Sean Klaiber og Emmanuel Dennis. Begrænset eller ingen spilletid mod Nykøbing og derefter helt ude af truppen mod Hibernian - og af Ohnesorge meldt som kandidater til at forlade klubben. De spiller ikke i Brøndby, når transfervinduet lukker.

Benjamin Tahirovic har endnu ikke været en del af opstarten pga VM, men virker fortsat som en oplagt kandidat til et sommersalg, hvis den rette mulighed opstår.

Lukas Larsen fik turen med til Skotland, men ikke et eneste minut på banen. Det er i sig selv et signal. Med Mats Köhlert og Marko Divkovic foran sig på venstre side er vejen til spilletid lang.

For Philip Søndergaard ser situationen heller ikke opløftende ud. Raphael Canut har i løbet af opstarten overhalet ham indenom i køen, og med Luis Binks som ny anfører virker det urealistisk, at Brøndby samtidig vil satse på endnu en ung stopper i en bærende rolle. Søndergaards fremtid kan meget vel ligge uden for Vestegnen.

Også Frederik Alves befinder sig i en vanskelig position. Lige nu ligner rækkefølgen Luis Binks, Jordi Vanlerberghe og Raphael Canut. Først derefter kommer Alves, som derfor står længst væk fra spilletid blandt klubbens etablerede midtstoppere.

Fravalgt til fordel for en der er venstrebenet til pladsen som højreback. Det var virkeligheden for Oliver Villadsen mod Hibernean. Et vink med en vognstang til sidste sommer indkøb om ikke alt har imponeret Thomas Nørgaard indtil videre.

Der er stadig ubesvarede spørgsmål

Ikke alt er dog afgjort.

Målmandsposten er fortsat åben, hvis Patrick Pentz bliver solgt. Gavin Beavers blev på bænken mod Hibernian, mens William Sonne-Schmidt fik chancen. Det fortæller ikke nødvendigvis, at William Sonne-Schmidt bliver førstekeeper (ved et salg af Pentz), men det viser, at kampen om (reserve)pladsen stadig lever.

Men sælges Pentz er det åbenlyst, at der skal hentes en ny startende keeper. For ingen har overbevisende grebet chancen.

Daniel Wass befinder sig i en lidt anden kategori. Han er hverken på vej væk eller ud af holdet under Thomas Nørgaard, men opstarten peger samtidig på, at hans vigtigste rolle ikke bliver som fast mand på holdkortet. Som klubkaptajn får han en central betydning for kulturen og lederskabet, men på banen ser han ud til at skulle affinde sig med en markant anden rolle.

Fremtiden banker på

Opstarten har samtidig givet et klart fingerpeg om, hvilke unge spillere klubben ser som de næste i rækken.

Raphael Canut har allerede i foråret flyttet sig fra talent til udfordrer til startopstillingen. Jacob Ambæk har trods fraværet grundet en skade senest sit navn rigtig tæt på holdkortet, mens Ali Al-Najar stille og roligt har vist sig frem - og nej, ikke som starter eller første valg fra bænken, men som en fremtiden godt kunne byde på mere. Han har ikke gjort meget væsen af sig, men han har ladet fødderne tale med ro på bolden og en moden distribution.

Omvendt virker både Viggo Poulsen og Mathias Jensen fortsat et skridt længere fra en fast rolle. Jensen har ganske vist vist sin alsidighed ved også at blive brugt som back, men ingen af dem ser ud til at stå først i køen, når minutterne skal fordeles som startere.

Dog med en umiddelbar fordel til Mathias Jensen, der med sin alsidighed kan fungere i flere roller.

Konklusion

Om en måned er de færreste i stand til at huske, at Brøndby spillede 2-2 mod Nykøbing eller tabte 2-1 til Hibernian.

Til gengæld kan de to kampe meget vel blive husket som ugen, hvor Thomas Nørgaard begyndte at lukke nogle åbne spørgsmål i sin start 11'er.

Ikke alle svar er fundet endnu. Keeperposten er fortsat uafklaret (hvis Pentz sælges), og enkelte pladser kan stadig flytte sig. Men de fleste signaler er sendt. Nogle spillere har spillet sig tættere på startopstillingen. Andre har spillet sig tættere på udgangen.

Det er måske den vigtigste konklusion af dem alle: De seneste to testkampe handlede langt mindre om resultaterne og langt mere om hvor en række spillere stod henne - og hvilke pladser, der fortsat må være under overvejelser til forstærkninger til.

Annonce
Annonce

Mest kommenterede nyheder