Analyse: Nørgaard står på mål for nederlaget - og holder fast i kursen

Thomas Nørgaard meldte klart ud efter nederlaget til OB - ansvaret var hans. Samtidig fastholder han Brøndbys retning. Nørgaards forklaring rummer et krydsfelt mellem behovet for tid og kravet om forbedring. 3point.dk dykker ned i cheftrænerens kommunikation i mixed zone efter besøget i Odense.

Thomas Nørgaard fik muligheden for at placere ansvaret for nederlaget hos spillerne. Det ville være ganske nemt.

Efter Brøndbys 1-2-nederlag til OB henviste en journalist i mixed zone til Patrick Pentz’ vurdering af, at træneren ikke skulle bære skylden for resultatet. Nørgaard svarede ved at pege på sig selv.

- Det falder altid tilbage på mig. Det er mig, der beslutter, hvordan vi lægger planen i fællesskab med alle mulige andre. Det er mig, der beslutter, hvem det er, vi udtager.

Det er et af de mest sigende øjeblikke i mixed zone sekvensen. For Nørgaard hæfter ufravigeligt ansvaret op på de beslutninger, som han selv i kraft af titlen som cheftræner har beføjelsen til at træffe. Han vedkender sig sin plan, også i skyggen af et nederlag.

Samtidig fastholder han begrundelserne for sine valg. Det gælder både tilliden til den 17-årige Raphael Canut og troen på, at Brøndby skal fortsætte det arbejde, han er sat til at udføre.

Den kombination går gennem hans svar: Fejlene bliver anerkendt, spillerne bliver beskyttet, og retningen bliver forsvaret.

Canut bliver mere end sit selvmål

Nørgaards behandling af Canut viser tydeligt, hvordan han forsøger at forene kritik og tillid i sin umiddelbare evaluering af kampen over for pressen.

Da han bliver spurgt til den unge forsvarers fejl, begynder han med Brøndbys øvrige forsvarsspil. Først det underkendte mål, dernæst den første godkendte scoring, hvor holdet hverken får løst duellen, opsamlingen eller løbene tilstrækkeligt godt.

Dermed bliver forklaringen på nederlaget bredere end det opsigtsvækkende selvmål. Canuts fejl bliver placeret i en kamp, hvor flere defensive handlinger svigter. Han gør fejlene kollektive og beskytter individdet.

Dernæst fortæller Nørgaard om sin besked til spilleren i pausen:

- I pausen siger jeg til ham, at han skal jo tro lige så meget på sig selv, som jeg gør. Jeg er slet ikke et øjeblik i tvivl om, at når han nu kommer igennem de her ting, så står der jo ... om han så når at blive 18, 19 eller 21, det ved jeg ikke ... så står der jo en topmidterforsvarer. Det kan slet ikke i min verden i hvert fald diskuteres.

Det er en markant tillidserklæring. Nørgaard stiller sin egen vurdering af spilleren op som noget, der kan holde til en dårlig kamp. Han løfter Canut fra en præstation i en halvleg til en konsolidering af hans potentiale.

Han gør også sin egen rolle konkret:

- Så det er nu engang min beslutning at bringe ham ind. Og så er det også mig, som tager konsekvensen af det.

Her ligger en vigtig skelnen. At tage ansvar for valget er ikke det samme som at erklære valget forkert. Nørgaard begrunder fortsat Canuts tilstedeværelse med holdets behov, de manglende alternativer og forsvarerens hurtighed over for OB’s offensive spillere.

Spillerbeskyttelsen får dermed et fagligt grundlag. Tilliden bliver ledsaget af en forklaring på, hvorfor Canut kunne hjælpe holdet.

Den meget sikre forudsigelse om en fremtidig topmidterforsvarer kommer dog også med en indbygget risiko. For mens opbakningen luner her og nu, så kan det også sætte en forventning til Canut på længere sigt.

Fansenes kritik får en plads

Den samme balance mellem anerkendelse og fastholdelse præger svaret om fansene.

Nørgaard beskriver først deres utilfredshed som fair. Da journalisten efterfølgende bruger formuleringen stå skoleret, afviser han beskrivelsen:

- Jeg følte ikke, at vi stod skoleret overhovedet. Jeg følte, at det er en del af en tradition. Vi bliver hyldet på dage, hvor vi har været fantastiske, og andre dage, når vi er derovre, så afstemmer vi lige, hvordan dagen har været. Det synes jeg er, som det skal være.

Ordvalget betyder noget. At stå skoleret beskriver en irettesættelse. En tradition beskriver en tilbagevendende relation, hvor både kritik og hyldest har en plads.

Nørgaard giver dermed fansenes utilfredshed legitimitet, samtidig med at han fastholder holdets værdighed. På samme måde gør han interaktionen mellem spillere og fans til et aktiv.

Fortællingen om fansenes støtte til Canut fuldender den beskrivelse:

- Men lige i det der, der havde han brug for, at fansene havde hans ryg, og det må man sige, at de havde.

Her bliver fansene en del af løsningen omkring den unge spiller. De stiller krav til holdet og viser samtidig, at Canut fortsat hører til.

Formuleringen om, at man »afstemmer« dagen, kan lyde afdæmpet i forhold til frustrationen over endnu et nederlag. Men Nørgaard har allerede anerkendt, at kritikken er berettiget.

Frustrationen ændrer ikke hans kurs

Fem nederlag i de seneste seks Superliga-kampe bliver heller ikke mødt med sproglig ligegyldighed.

- Når vi har tabt fem ud af seks, så er jeg røvirriteret, hvis jeg skulle sige det på godt gammelt dansk.

Svaret kommer på et spørgsmål om bekymring. Nørgaard anerkender behovet for forbedring, men foretrækker selv at beskrive reaktionen som irritation.

Det passer sammen med hans øvrige fremstilling af situationen. Han er utilfreds med det, holdet leverer, og fastholder samtidig tilliden til, at han kan arbejde med problemerne.

- Og de her resultater kommer ikke til at gøre, at jeg ryster på hånden eller tvivler hverken på mig selv eller klub eller alt muligt andet.

Sikkerheden er tydelig. Han gentager i svaret, hvad han kan finde ud af: stå igennem presset, tænke rationelt, holde fast i sig selv og skabe en dagligdag, hvor holdet udvikler sig.

Det kan give stabilitet omkring spillerne og staben. Men de samme formuleringer kan blive sårbare, hvis fastholdelsen af retningen bliver tydeligere end de justeringer, nederlagene fører til.

Nørgaard henviser derfor også til det arbejde, han har aftalt med klubben:

- Men det ændrer jo ikke ved det faktum, at jeg skal passe mit arbejde. Og det arbejde, det har jeg kigget nogle mennesker i Brøndby i øjnene og defineret i fællesskab: Hvad er det, vi skal?

Det er en henvisning til et fælles mandat (til projektet under ledelses af Julius Ohnesorge og Thomas Nørgaard). Hans argument for at fortsætte bygger både på hans egen overbevisning og på en opgave, der er defineret sammen med det øverste ledelseslag i Brøndby.

Passagen kan samtidig læses som en påmindelse om, at den aftale også skal kunne bære en periode med dårlige resultater.

Han kender indvendingen mod at bede om tid

Nørgaard er selv opmærksom på begrænsningen i at bruge udviklingen som forklaring.

- Men altså, da jeg blev ansat, startede jeg også ud med at sige, at jeg kan jo ikke stå hver eneste gang her og bede om at få tid.

I samme svar forklarer han, hvorfor der alligevel er behov for mere af den:

- Det kommer til at tage tid, mere end det, vi har haft indtil videre. Det kommer til at tage nogle vinduer også. Vi skal have tid til at træne dem, vi har, endnu dygtigere. Vi har en masse unge mennesker med en masse potentiale.

Det er en vanskelig manøvre i mixed zone, men han balancerer i svaret.

For Nørgaard foregriber selv kritikken af projektforklaringen. Han viser, at han forstår kravet om resultater, og argumenterer derefter for, at udviklingen dog kræver et længere forløb.

Han beskriver også, hvad tiden skal bruges til: Truppen skal trænes bedre, unge spillere skal udvikles, og der kan undervejs blive behov for forstærkninger. Udsagnet om flere vinduer står derfor sammen med et ansvar for at forbedre de spillere, der allerede er i klubben.

Men forbindelsen mellem tid og fremgang bliver stadig forholdsvis bred. De defensive fejl mod OB bliver beskrevet konkret. Det står mindre tydeligt, hvilke forbedringer der først skal kunne ses som følge af arbejdet med dem.

Han har selv sat et krav til næste skridt

Nørgaard efterlader dog et konkret holdepunkt.

Han vurderer, at Brøndby har et stykke vej til de bedste, og omtaler top 6 som det første pejlemærke efter 22 kampe. Samtidig siger han om udbyttet af de første 11 kampe:

- Nu har vi fået 16 point i den første halvdel, og det skal vi jo sørge for at gøre bedre i den næste halvdel, som der kommer.

Det udsagn er væsentligt for vurderingen af resten af interviewet. Nørgaard argumenterer for tid, men stiller samtidig et krav om forbedring inden for den kommende halvdel af grundspillet.

Hans ansvarstagen er tydelig, fordi den bliver knyttet til hans egne beslutninger. Hans støtte til Canut er overbevisende, fordi den indeholder både en vurdering af fejlen og konkrete grunde til fortsat tillid. Og hans forståelse for fansene bliver underbygget af, at han anerkender deres ret til at være utilfredse.

Den næste prøve bliver forbindelsen mellem den sikkerhed, han udtrykker, og det hold, Brøndby udvikler på banen.

Nørgaard har selv givet omverdenen et udgangspunkt for at følge med: De 16 point skal forbedres. Projektet skal skabe et større udbytte, mens det stadig er under opbygning.