Anders B. Jakobsen ©

analyse28. jul. 2026

Analyse: Et køb af Hyseni tegner Brøndbys nye retning på transfermarkedet

Kasper Pedersbæk28. jul. 2026
Annonce

Brøndby erstatter ikke Nicolai Vallys med en ny Nicolai Vallys. De erstatter ham med en spiller, der repræsenterer fremtiden og en ny transferstrategi.

Da Nicolai Vallys skiftede til Brøndby, var han en etableret profil midt i sine 20’ere. Han var købt til at levere fra dag ét. Og han leverede.

Slutproduktet og en ung padawan

Vallys var en spiller, som holdet blev bygget op omkring. En færdigudviklet spiller, der var en afgørende faktor i næsten-mesterskabssæsonen i 2024. Han leverede både overblik og ro på bolden, samtidig med at han stabilt bidrog med mål og assist, ligesom han også leverede til opspillet.

Hvis Brøndby henter Olti Hyseni, er der én stor forskel i sammenligningen med transferen af Nicolai Vallys: Alderen.

Som 19-årig kan vi ikke med rimelighed forvente, at han leverer det samme, som Vallys gjorde fra dag 1.

Derfor bliver spørgsmålet: Hvorfor vælger Brøndby alligevel den løsning?

Et skift i transferstrategien

Bliver Olti Hyseni hentet til Brøndby, er det en beslutning, der handler om et langsigtet sportsligt perspektiv. En indbygget accept af udsving på den korte bane i jagten på sportslig såvel som økonomisk succes på længere sigt.

For når man køber et 19-årigt talent til at erstatte en etableret offensiv profil, er det ikke rationelt at forvente et tilsvarende output eller en matchende indflydelse på holdets præstationer fra begyndelsen.

På én og samme tid vil Olti Hyseni på papiret være afløseren for Nicolai Vallys, men samtidig vil han også tegne retningen for de sportslige investeringer i Brøndby: Unge danske spillere med erfaring fra Superligaen og en alder, hvor klubben på længere sigt kan forædle dem med henblik på at sælge dem dyrere senere.

Økonomisk evaluering

Økonomisk skriver Tipsbladet om en pris på cirka 2,5 millioner euro. En eventuel videresalgsklausul kendes ikke i skrivende stund.

Risikoen ligger i den manglende evidens. Gevinsten ligger tilsvarende i muligheden for at videreudvikle og forædle Hyseni for senere at kunne sælge ham for et højere beløb.

Når casen Hyseni sammenlignes med vinterens indkøb af Ousmane Sow, er der én væsentlig forskel at holde sig for øje: Den ene var 25 år og havde spillet sine minutter i Polen som spiller i midten af 20’erne. Den anden er 19 år, har spillet sine minutter i Danmark og er en del af det danske landsholdssystem.

Risikoen ligger naturligvis i, at den enkelte unge spiller - i dette tilfælde Olti Hyseni - ikke udvikler sig og præsterer på en opadgående kurve på længere sigt.

Det kan betyde en betragtelig belastning af det sportslige budget og en stor investering med et aftryk i længere tid fremover, der ikke tjener sig hjem økonomisk.

Behovet for Hyseni

Offensiven i Brøndby har været igennem en åreladning de seneste 12 måneder. Senest er Vallys skrevet på listen over afgange, og inden ham var det Suzuki, Nartey, Kvistgaarden og Bischoff. Alle markante profiler, der har forladt Vestegnen.

Den nuværende gruppe af spillere til de brede offensive pladser i Brøndby består af Sho Fukuda, Filip Bundgaard, Ousmane Sow, Emmanuel Dennis og Marco Younis, mens både Jacob Ambæk og Viggo Poulsen kan spille bredt med lidt andre udgangspunkter.

Hyseni

Fraværet af Nicolai Vallys efterlader et behov for endnu en mellemrumsspiller, da de øvrige alternativer for de flestes vedkommende hellere udfordrer på fart og i dybden end opererer som en kreativ hub på bagsiden af modstandernes midtbanekæde, hvorfra de kan være med til at skabe chancer for deres medspillere.

Hvorfor så Hyseni?

Målene er ikke det primære i Hysenis spil, om end han snitter fine 0,24 xG og 0,25 mål i den netop overståede sæson på sine cirka 2.000 minutter i Superligaen.

Hyseni2025-26.png

Det, der er værd at bide mærke i, er kombinationen af driblinger, deep completions - vellykkede afleveringer under 20 meter fra mål - samt xA. Det er sammensætningen af de værktøjer, der gør Hyseni til et fit for Brøndby.

Hyseni dribling

Hyseni kan gå begge veje forbi sin direkte modstander

Hyseni dribling

Sønderjyske-profilen kan modtage bolden i kompakte rum, hvor han kan gøre sig retvendt - både ved vende venstre eller højre om sin direkte modstander - for enten at tage en udfordring én mod én, drive bolden eller lægge en chanceskabende aflevering gennem modstanderens kæder.

Hyseni er ikke en decideret dybdeløber til bagrummet (dem har Brøndby også rigeligt af!), ligesom den rene sprint ikke er hans spidskompetence, uden at det gør ham til en langsom spiller.

Hyseni-VS-Vallys-2025-26.png

Der er stadig noget at lære i beslutningsprocessen på bolden. Brøndby får ikke den samme sikre og rolige fod som hos Nicolai Vallys. Hyseni har en tendens til at overgøre sine berøringer og forsøge den svære løsning. Et element, der skal rettes til for at skære hans offensive profil endnu skarpere.

Hyseni dribling

Hyseni chipper den med ydersiden over Gift Links

Tæmmer den og driver fremad på førsteberøringen

Hyseni dribling

Hyseni fører bolden 20+ meter frem i banen

Et skift i strategien med en erkendt risiko

Et køb af Olti Hyseni vil ikke give Brøndby en færdig erstatning for Nicolai Vallys. Det vil give klubben et talent med de potentielt rette værktøjer, men også med et stykke arbejde foran sig.

Perspektivet ligger derfor ikke kun i, hvad Hyseni kan levere nu, men i hvad Brøndby tror, han kan udvikle sig til. Det er en kalkuleret risiko - og samtidig et tydeligt billede på den retning, klubben ønsker at bevæge sig i på transfermarkedet.

Annonce
Annonce

Mest kommenterede nyheder