Analyse: Brøndby har et topholds forventninger - ikke trup

Halvvejs i grundspillet er virkeligheden noget andet end drømmen for Brøndby. Men måske er problemet ikke kun, hvor holdet ligger. Måske er det også forestillingen om, hvor denne trup burde ligge. Det fritager ikke nogen for ansvar. Men det gør det bydende nødvendigt at kende forskel på forbedringer og endnu et kursskifte.

Sejr over Lyngby den ene uge. Nederlag til OB den næste. Fra optur til nedtur. Før det en serie af sejre efterfulgt af en serie af nederlag.

Brøndby bevæger sig mellem resultater, der giver næring til tanken om mere, og resultater, der dræber dem igen.

Men før endnu en skuffelse bliver til en diskussion om, hvorvidt retningen er forkert, er der et mere grundlæggende spørgsmål, som skal besvares: Matcher forventningerne overhovedet kvaliteten i truppen?

Er der nok kvalitet til at forvente, at Brøndby stabilt skal befinde sig i toppen af Superligaen? Mit svar er nej.

Og det er i det perspektiv, holdet skal vurderes. Ikke ud fra, hvad klubbens historie fortæller, at Brøndby bør være. Men ud fra, hvad de spillere, der faktisk står til rådighed, tilsammen kan forventes at levere.

Historien forklarer forventningerne. Den gør ikke truppen kan indfri dem.

En trup fra flere forskellige projekter

Hvor mange spillere fra Brøndbys aktuelle idealopstilling ville være oplagte startere hos de hold, klubben forventes at konkurrere med om toppen?

Det spørgsmål er mere relevant end endnu en henvisning til, hvad man skal kunne forvente af en klub som Brøndby.

Min vurdering er, at både FCK, FCM og FCN råder over bedre trupper. Enten fordi de har mere individuel kvalitet, fordi de er trænet i en retning over længere tid eller fordi deres trup tilsammen udgør et mere sammenhængende hold.

Det placerer i mine øjne Brøndby i det brede felt omkring fjerde- til ottendepladsen. Et felt, hvor klubbens navn ikke i sig selv giver noget forspring.

Brøndbys problem er nemlig dobbelt: Der mangler kvalitet på nogle pladser. Men der mangler også sammenhæng mellem de kvaliteter, som allerede findes.

Truppen bærer stadig præg af forskellige sportslige projekter. Spillere er hentet under forskellige trænere og fodbolddirektører med forskellige forestillinger om, hvordan Brøndby skulle spille.

Det gør ikke automatisk den enkelte spiller dårlig. En spiller kan være dygtig og alligevel passe dårligt til den opgave, han nu skal løse. Men når tilstrækkeligt mange af de kompromiser samles i samme trup, bliver det vanskeligere at skabe et velfungerende hold.

Julius Ohnesorge fik ryddet op i sommerens transfervindue. Men oprydning og opbygning er ikke det samme, og ingen bør have forventet, at hele truppen kunne strømlines på én sommer.

Opgaven er ikke blot at skille sig af med spillere. Den er at sikre, at dem, der bliver, og dem, der kommer til, passer til samme idé.

Begrænsninger er ikke et fripas

Brøndby er naturligvis ikke uden kvalitet: Der er spillere som Bartosz Slisz og Mads Frøkjær. Der er tilgange som Max Ejdum, Olti Hyseni og Casper Winther. Der er talenter som Jacob Ambæk og Oscar Fenger. Og der er rutine hos blandt andre Binks, Alves, Pentz, Köhlert og Divkovic.

Derfor er det også et rimeligt modargument, at denne trup skal kunne levere bedre end nogle af de præstationer, vi har set. Det skal den.

At Brøndby ikke har en oplagt toptrup, betyder ikke, at ethvert nederlag er forventeligt, eller at enhver dårlig præstation kan forklares med fortidens beslutninger.

Thomas Nørgaard har ansvaret for at få mest muligt ud af de spillere, han har. Også før truppen ser ud, som han helst vil have den.

Der må stilles krav til beslutningerne og evnen til at få spillernes styrker i spil. En fragmenteret trup kan forklare nogle begrænsninger. Den kan ikke bruges som standardsvar på alt, der ikke fungerer.

Men der er forskel på at kræve forbedringer og at kræve, at holdet allerede nu præsterer som det færdige produkt.

Nørgaard har haft omkring tre måneder på træningsbanen. Han overtog ikke en færdig, velfungerende trup, hvor opgaven alene var at justere et par detaljer.

Han skal både udvikle holdets spil og arbejde med en spillergruppe, der stadig er under ombygning. Samtidig skal der etableres fælles kultur, krav og vaner. Det tager tid.

Tålmodighed er ikke et argument for at holde op med at vurdere arbejdet. Det er et argument for at vurdere det over mere end den seneste kamp. Bliver holdet mere sammenhængende? Fungerer relationerne bedre? Bliver det mere stabilt i sin evne til at skabe chancer og begrænse modstanderens?

Det er spørgsmål, som skal følge Nørgaard. Ikke forsvinde, fordi klubben befinder sig i en omstilling.

Ledelsen skal kunne tåle sin egen beslutning

Der er ikke meget at være begejstret for i skrivende stund, hvis man alene ser på de skuffende resultater. De skal heller ikke tales pænere, end de er! Men Brøndby risikerer at forlænge sine problemer, hvis enhver dårlig periode fører til tvivl om hele den sportslige retning.

Når en trup bærer præg af skiftende idéer, er endnu en ny idé ikke nødvendigvis løsningen! Den kan lige så godt blive næste lag i det problem, klubben forsøger at løse.

Der kan stadig være behov for et eller to transfervinduer, før truppen hænger væsentligt bedre sammen. Det er ingen garanti for succes. Men endnu et kursskifte vil heller ikke i sig selv gøre spillerne bedre eller truppen mere sammenhængende.

Det afgørende ansvar ligger derfor hos ledelsen. Den skal kunne tåle den modgang, der følger med den beslutning, den selv har truffet. Men den skal ikke forveksle utilfredshed med dokumentation for, at projektet bør opgives.

På tribunerne og hjemme foran fjernsynet er skuffelsen forståelig. Ingen skylder at være begejstret for et nederlag. Ledelsen skylder til gengæld at træffe sine beslutninger på et bredere grundlag end den samme skuffelse.

Lad Thomas Nørgaard arbejde med holdet. Lad Julius Ohnesorge fortsætte arbejdet med truppen. Og hold dem begge ansvarlige for, om Brøndby faktisk bevæger sig fremad.