Simon Kammer

interview28. okt. 2026

AB-spiller står på Sydsiden: Opildnede Brøndby-fans af respekt

adammossin
Adam Emil Mossin28. okt. 2026
Annonce

Tobias Hageltorn spillede en kamp, han havde drømt om tirsdag aften. Han er nemlig stor Brøndby-fan.

Selvom det blev til et nederlag på 2-1 til AB tirsdag aften i pokalturneringen, så var det en særdeles speciel kamp for offensivspiller Tobias Hageltorn fra hjemmholdet.

-  Jeg er fra Vestegnen og har boet 2-300 meter fra stadion hele mit liv. Jeg er kæmpe Brøndby-fan. Hvis det er muligt, er jeg på stadion hver uge. Jeg er også på udebaneture, hvis det passer ind, fortalte han 3point og resten af den skrevne presse i mixed zone efter opgøret.

Det så specielt ud, da Hageltorn med nummer 41 flere gange gestikulerede ud til Brøndbys medrejsende fans. Men det var faktisk positivt ment for at sætte ekstra gang i dem, selvom han skulle fokus på at præstere for sin klub i hvidt og grønt.

- Når jeg er på banen, er jeg professionel. Så er det kun AB, der er i mit hjerte.

- Det er fordi, at jeg respekterer Brøndby fans rigtig, rigtig meget. Jeg kan jo godt lide at opildne dem lidt, fordi jeg ved, hvad de kan.

For Hageltorn havde det nemlig været lidt af en drøm at spille kampen. Han krydsede længe inden opgøret fingre for, at han skulle starte inde.

- Jeg var lidt starstruck over at møde Brøndby. Det var min helt store drøm. Faktisk har jeg ikke sovet særlig godt, siden vi trak dem. Mit store håb var at starte inde i den kamp, og det fik jeg heldigvis lov til.

I kampen blev Brøndby vinderen. Kvalitetsforskellen var til at spotte mellem Superliga-klubben og AB, der i denne sæson er rykket op i 1. division. Hageltorn gav analysen af opgøret:

- Forskellen på Brøndby og os er, at vi ikke tænker klart nok i alle situationer. Vi tror, vi har for lidt tid på bolden. Derfor smider vi den alt for nemt væk, erkender Tobias Hageltorn.

I kampen havde Hageltorn og Lukas Larsen fra Brøndby flere hårde nærkampe. De kender hinanden fra ungdomsfodbold, hvor de har mødt hinanden før.

- Lukas og jeg er samme årgang. Han er en super cool fyr. Jeg vidste, han også kan lide, at der bliver gået lidt til den på banen.

Annonce
Annonce